Det magiske hjælper os med at overkomme situationer, vi oplever som absolut uløselige. Vilde processer i hjernen får os til at stuve ting af vejen inde i kroppens mørke. Ubærlige situationer forsvinder ud af bevidstheden for at beskytte os mod at gå fra forstanden. Ifølge moderne forskning er det en neurobiologisk proces, som beskytter os mod vanvid. Når overbelastningen forsvinder er noget tilbage. Vi kalder det et traume. Det traumatiske stof hjemsøger os i nye forklædninger. Måske registrerer vi det som uhygge eller ængstelse, men har vanskeligt ved at give det sprog. Min praksis kredser om den visuelle oversættelse af disse tilstande. Jeg låner fra psykoanalysens tankegods og læner mig op ad Lacan, der mener at sprog og mening er helt adskilte størrelser og at nonsens og ikke- sproglig lyde henviser til en mening som er vanskelig at beskrive med sproget. En ulogisk men meningsfuld ulogiskhed. Som i drømme. Ideen om at tegning kan tale om noget vi ellers ikke har adgang til, er udgangspunktet i min praksis. Jeg undersøger linjens kapacitet til at give denne mening et sprog. Mine spørgsmål kredser om den menneskelige natur. Jeg benytter automattegning som en del af metoden til at undslippe hjernens redigering og give linjen autonomi. Med farven bearbejder og forstærker jeg kompositionen. Organiske væsener med antropomorfe træk er fanget i situationer, der for længst er forbi men nu lever videre i kroppen. De er skildringer af traumatiske tilstande i den normale krop. Deres interaktion er stivnet. Med en form for grafisk surrealistisk streg lader jeg disse frosne øjeblikke blive synlige. Til tegnetriennalen kunne jeg forestille mig at skabe en animeret film, der kombinerer tegning og lyd og undersøger nonsens som traumets sprog.
